Hej jeg hedder Weico og bor sammen med min familie i Nr. Søby. Min familie er en rigtig Schnauzer familie, de har nu haft Schnauzer i omkring 13 år, heraf over et år med 2. Desværre måtte vi af med min ”storbror” her for ca. en måned siden, han var blevet gammel og syg, så der var ikke nogen vej tilbage. Det var synd for min familie, men jeg nyder det nu lidt, nu kan jeg få al opmærksomhed.

Som sagt er jeg en Schnauzer, og vores race findes i 3 forskellige størrelser. Den lille der kaldes Dværgschnauzer, den mellemste den kaldes Mellemschnauzer eller bare Schnauzer, samt en stor type som jeg tilhøre, vi hedder Riesenschnauzer. Alle 3 størrelser findes i sort samt i salt/peber (gråmeleret).

Som race er vi Riesenschnauzere en kompakt stor hunde med en skulderhøjde på 65 – 70 cm. og en vægt på ca. 40 - 45 kg. Vort temperament gør os til næsten den perfekte all-round hund for den familie der vil bruge noget tid på at sætte sig ind i vores psyke, samt give os den rette kombination af kærlighed og konsekvens opdragelse.

Vi tilhøre gruppen af brugshunde, og bliver bla. brugt som politihund her i Danmark. I racens hjemland Tyskland bruges vi desuden som told- og redningshund samt som blindehund.

Vi Riesenschnauzere er ubestikkelige, modige samt gode vagthunde. Vi er meget legesyge og børnevenlige, men har et enormt gå-på-mod, og hvis nogen overvejer at anskaffe en skal i være klar over at det er brugshunde vi kræver udfordringer, og skal motioneres og trænes meget.

Nu skal jeg tilbage til overskriften. Racenes hjemland er Tyskland, og min familie var nødsaget til at køre til Berlin for at hente mig. For ca. 1½ år siden kom min familie i tanke om at de ville have en Riesen mere, da deres gamle Blackie ikke mere var helt rask den var bla. blevet kastreret pga. kræft i den ene testikel, så de begyndte at søge på nettet efter en ny hund. Det stod dog hurtigt klart at der ikke var Riesen hvalpe i Danmark, og at det godt kunne trække lidt ud før der kom nogen, derfor blev søgningen udvidet til det nordlige Tyskland.

Efter nogen søgen fandt de mine ”biologiske familie” i Berlin. Det er en lille opdrætter der selv har 5 Riesenschnauzere, og som normalt får ca. 2 kuld hvalpe om året. Kennelen hedder Ermada og ligger i udkanten af Berlin. Hans-Jürgen og Dagmar som indehaveren hedder er en familie der bruger deres fulde fritid på Schnauzere, Hans-Jürgen er lære på en landbrugsskole og Dagmar passer hundekennelen, og ud over dette er de meget aktive omkring den lokale Schnauzer klub i Berlin, hvor bla. Hans-Jürgen er formand.

Efter et par telefon samtaler og nogle mail blev der etableret et besøg i Berlin hvor

min nuværende familie besøgte min ”biologiske familie” på det tidspunkt var jeg ca. 7 uger gammel. I forbindelse med besøget blev de inviteret med ud for at se hvordan træningen foregår. Det var en stor oplevelse at se hvordan hundene virkelig blev brugt, og alle hundene ved kennel Ermada har brugshunde prøver.

Efter en dejlig weekend i Berlin afsluttede min familie med at vælge mig, blandt mine 9 andre søskende, som deres kommende hund, og det blev aftalt at jeg kunne afhentes i påsken 2002, da, var jeg ca. 9 uger gammel, og ved at være klar til at komme hjemmefra.

Da vi endelig nåede til påske havde min familie gjort alle forberedelser som gjorde det muligt at bringe mig problemløst til Danmark. Bla. havde de via. DKK og fødevareministeriet undersøgt hvad der kræves for at importere en hundehvalp. Der skal udfyldes de rigtige dyrlægeerklæringer der skal gives de rigtige vacciner, samt overvejes hvordan en køretur på over 600 km. klares med en 9 uger gammel hvalp.

Endelig kom selve dagen, min nye familie kom til Berlin lørdag lige over middag, og vi skulle køre til Danmark søndag morgen. V De var igen med ude på træningsbanen og lørdag aften samt søndag morgen gjorde Dagmar alt klar til at sige farvel til mig. Der blev planlagt mht. fordringstidspunkt, der blev lavet ”madpakke”, og jeg fik et stykke af tæppet i hundegården med. Så søndag morgen måtte det endelige farvel til min mor, mine søskende og min ”biologiske familie” komme. Den første plan var at jeg skulle være omme bag i bilen ( en sta. car ), men det passede mig bestemt ikke, så det endte med at jeg fik lov at være på bagsædet samme med Anne Louise

( familiens datter ). De første 100 km. var jeg noget urolig, men så faldt jeg i søvn. Vi havde stop for hver ca. 200 km. hvor kunne komme ud, og få bla. frisk vand samt mad. Turen til Nr. Søby gik unde den store dramatik, og det næste spørgsmål var så hvordan min ”storbror ” Blackie ville tage i mod mig. Min familie havde planlagt at vi første gang skulle møde på neutral grund, og det blev gennemført ved at Sørens forældre der havde passet Blackie i weekenden kørte hjem og tog Blackie med ned i vores lokale lille skov. Da vi så ankom fik jeg lov stille og roligt at undersøge mit nye hjem, hvorefter vi gik en tur i skoven og mødte min nye ”storbror”. Mødet foregik nogenlunde roligt, selvom Blackie dog var noget stor og ikke lige med det samme ville acceptere mig. Men vi blev hurtig gode venner, og vi havde meget fornøjelse af hinanden i det år det ca. blev til.

Allerede en uge efter mødet med mit nye hjem startede Dorte og jeg på hvalpeholdet ved DCH, det var meget spændende, der var rigtig mange mennesker der ville snakke og røre ved mig, og der var selvfølelig også mange firbenede venner som jeg kunne lege med.

Af en eller anden grund voksede jeg mere end gennemsnittet på holdet, og derfor var der allerede efter ganske få måneder mange der syntes at jeg er da vist en farlig en, men det er jeg ikke, jag har bare lidt svært ved styre legebarnet og min fysiske størrelse. Efter juleferien havde Dorte fået et problem med smerter i skulderen og havde svært ved at holde mig til træning, så derfor valgte de at de fremover sammen ville træne mig, det betød bla. at det nu blev Søren der gik i DCH med mig, men Dorte træner mig meget hjemme. Jeg syntes selv at jeg det sidste halve år her gjort store fremskridt i træningen, men ind imellem bliver fristelserne for store, så jeg har ”besøgt” de fleste hold under træningen. Nu bliver det spændende hvordan jeg vil opføre mig når vi skal til prøve d. 21 juni. Min familie har sagt at jeg skal forsøge at gøre det godt, men jeg venter nu til dagen og ser i hvilket humør jeg er !!

Jeg håber dog at vi består og at jeg får lov til at få mange gode år og oplevelser i DCH, for det er noget af det sjoveste.

Weico, en Riesenschnauzer.